Mærkedage

Dronningen af alternativ rock

PJ Harvey har over årene givet en række meget roste koncerter på dansk grund, blandt andet fire gange på Roskilde Festival. Her dog for et par år siden i Falkoner Salen i København Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
PJ Harvey lagde ud i 90'erne som rå men følsom furie. Siden har hun etableret sig som en af de væsentligste musikalske kunstnere over de seneste tre årtier.

50 år: Den engelske sanger, sangskriver og musiker PJ Harvey, som 9. oktober fylder 50 år, anses af mange for at være den sejeste dronning af alternativ rock.

Polly Jean Harvey er kendt som en musikalsk kamæleon, der er umulig at sætte i bås.

Ud over ni studiealbummer og masser af samarbejder med andre musikere har hun skrevet digte og lavet fotobøger og gjort sig i skulptur og kunstinstallation.

Hendes seneste album er fra 2016. Det er det kritikerroste men også i nogle kredse udskældte album "The Hope Six Demolition Project".

PJ Harvey rejste sammen med den irske krigsfotograf Seamus Murphy i flere år rundt i konfliktområder som Kosovo, Afghanistan samt USA's hovedstad, Washington D.C.

Det er disse rejser, sangerinden fortæller om på sit niende album. Det vakte vrede blandt amerikanske politikere, som mente, at hun fremstillede Washington negativt.

Rejseprojektet er lige nu aktuelt med dokumentarfilmen "A Dog Called Money", hvor den globale ulighed ses gennem Seamus Murphys linse og Harveys øjne og understøttes af Harveys transformation af alle indtrykkene til stærke sange og melodier.

Først og fremmest er det dog musikken, hun er kendt for. Hendes karriere tog fart op gennem 1990'erne. Hendes andet album, "Rid of me" fra 1993, sikrede hende kultstatus.

Det anerkendte musikmagasin Rolling Stone udnævnte hende til bedste sangskriver og bedste nye sangerinde. Siden har hun fået et hav af priser.

Som den eneste kunstner har hun to gange modtaget den prestigefyldte Mercury Prize. Den gives for årets bedste album i Storbritannien og Irland.

Senest fik hun prisen i 2011 for "Let England Shake", som var en protest mod hjemlandets voldelige historie. Typisk for PJ Harveys værk med skarp politisk kant på baggrund af grundig research.

Hun havde i 1990'erne et stormfuldt forhold til Nick Cave.

Da hun skred fra ham, blandt andet på grund af hans anden store kærlighed, stoffer, indspillede han albummet "The Boatman's Call", hvorpå flere af numrene handler om PJ Harvey.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
HB

HB hentede tredje udesejr i træk

Leder For abonnenter

Lad nu bare forældrene være forældre på deres måde

Ingen ferieuge uden historier i medierne, som til hverdag næppe havde fået stor opmærksomhed. Nogle kalder det lidt nedladende agurketids-historier, men ofte kaster den slags ret interessante ting af sig. Og ofte giver ferie hos politikere og embedsmænd mulighed for at fortælle noget om helt almindelige mennesker. Det er som udgangspunkt positivt. Denne efterårsferies store historie uden stor relevans er historien om forældre, der ønsker at få deres børns skolefoto manipuleret. Ikke mindst harmen over disse forældre og den massive afstandtagen til redigering af virkeligheden har fyldt meget. Meningsdannere og politikere - og mange andre - har med glæde delt deres egne gulnede skolefotos på sociale medier. Ledsaget af mere eller mindre harmdirrende kommentarer om nutidens forældres forkvaklede syn på udseendet. Det er en automatredaktion, og den er ærligt talt kedelig. Det er også helt ligetil at lange ud efter forældregenerationen og dennes tilgang til børn og opdragelse. For den er unægtelig anderledes end den forriges. For slet ikke at tale om forskellen, hvis vi går to generationer tilbage. Vi kan hurtigt blive enige om, at børn skal have lov at være børn, og at vi skal passe på med, hvor store krav om perfektion, vi flasker dem op med. Men udviklingen giver altså nye muligheder, som de unge ser som noget helt naturligt. Til hverdag er der digitale filtre på billederne, så det hele tager sig lidt bedre ud. Og selv måske skal være en af de rigtig gode dage, hvis vi i virkeligheden skal leve op til udseendet på billedet, foretrækker vi helt naturligt den pæne udgave, når vi viser os frem. Hvorfor skulle det være anderledes for børnene? Hvor langt skal man alternativt gå for at sikre autenticitet i billederne? Skal det tages om, hvis øjnene er halvt lukkede? Skolefotoet er i sig selv ret ligegyldigt for samfundet. Men historien er interessant, fordi den siger noget om os. Og det gør reaktionerne i høj grad også. Børnene skal have lov at være børn, ja. Men skal forældrene ikke også have lov til at være forældre på den måde, de nu finder rigtigt?

Annonce