Mærkedage

Gamle Enquist står ved flodbredden

Den svenske forfatter Per Olov Enquist fylder den 23. september 85 år. Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Den succesrige svenske forfatter Per Olav Enquist har et meget rost forfatterskab at se tilbage på. Og han kan også se tilbage på et langt liv. Han fylder 85.

85 år: Svenske Per Olov Enquist er en af Skandinaviens mest læste og roste forfattere.

Han har et forfatterskab, der byder på journalistik, skuespil, filmmanuskripter, kriminalromaner, litteraturkritik og selvbiografiske romaner.

Han har også haft mange år til at skrive de mange bøger.

Den 23. september fylder han 85 år, og det bringer uvægerligt tankerne hen på den selvbiografiske roman "Lignelsesbogen" fra 2013. Her ser han tilbage på sit liv og den første kærlighed.

Men den handler også om at blive gammel og stå ved flodbredden.

Han er med sine 85 år en gammel mand nu, og helbredet har også været bedre. I et interview med Sveriges Radio for et år siden fortalte han om smerter og sygdom.

Han har haft et slagtilfælde, der har ramt noget af hjernekapaciteten, som han sagde.

Per Olov Enquist er født i en arbejderfamilie i Nordsverige i 1934 og er vokset op med en stærkt troende mor.

Han er tidligere svensk mester i højdespring med en rekord på 1,97 meter.

Hans bøger er som regel baseret på historiske begivenheder og virkelige personer, hvor fiktion og fakta supplerer hinanden.

Han har blandt andet skrevet om den svenske statsminister Olof Palme, der blev myrdet i 1986.

Enquist debuterede i 1961 som forfatter og brød igennem med "Magnetisørens femte vinter" (1964), der er filmatiseret med Ole Lemmeke i hovedrollen.

"Legionærerne" fra 1969, der handler om Sveriges udlevering af baltiske flygtninge til Sovjetunionen, indbragte Enquist Nordisk Råds litteraturpris.

I 15 år boede Per Olov Enquist i København, mens han var gift med tidligere skuespilchef på Det Kongelige Teater Lone Bastholm.

Her skrev han teaterstykket "Fra Regnormenes Liv", der handler om H.C. Andersen og Johanne Luise Heiberg, og romanen "Livlægens Besøg", som handler om Struensee.

"Livlægens Besøg" fik Augustprisen som Sveriges bedste svenske roman i 1999 og solgte alene i Danmark mere end 100.000 eksemplarer.

Den blev senere filmatiseret med Mads Mikkelsen i rollen som Struensee.

Havde Enquists ord i 1991 stået til troende, var "Kaptajn Nemos bibliotek" blevet hans sidste roman.

Sådan gik det heldigvis ikke, men på det tidspunkt var et alkoholmisbrug ved at tage livet af ham. Han fik bugt med sit misbrug og kan nu fejre sin 85-årsdag.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
HB

HB hentede tredje udesejr i træk

Leder For abonnenter

Lad nu bare forældrene være forældre på deres måde

Ingen ferieuge uden historier i medierne, som til hverdag næppe havde fået stor opmærksomhed. Nogle kalder det lidt nedladende agurketids-historier, men ofte kaster den slags ret interessante ting af sig. Og ofte giver ferie hos politikere og embedsmænd mulighed for at fortælle noget om helt almindelige mennesker. Det er som udgangspunkt positivt. Denne efterårsferies store historie uden stor relevans er historien om forældre, der ønsker at få deres børns skolefoto manipuleret. Ikke mindst harmen over disse forældre og den massive afstandtagen til redigering af virkeligheden har fyldt meget. Meningsdannere og politikere - og mange andre - har med glæde delt deres egne gulnede skolefotos på sociale medier. Ledsaget af mere eller mindre harmdirrende kommentarer om nutidens forældres forkvaklede syn på udseendet. Det er en automatredaktion, og den er ærligt talt kedelig. Det er også helt ligetil at lange ud efter forældregenerationen og dennes tilgang til børn og opdragelse. For den er unægtelig anderledes end den forriges. For slet ikke at tale om forskellen, hvis vi går to generationer tilbage. Vi kan hurtigt blive enige om, at børn skal have lov at være børn, og at vi skal passe på med, hvor store krav om perfektion, vi flasker dem op med. Men udviklingen giver altså nye muligheder, som de unge ser som noget helt naturligt. Til hverdag er der digitale filtre på billederne, så det hele tager sig lidt bedre ud. Og selv måske skal være en af de rigtig gode dage, hvis vi i virkeligheden skal leve op til udseendet på billedet, foretrækker vi helt naturligt den pæne udgave, når vi viser os frem. Hvorfor skulle det være anderledes for børnene? Hvor langt skal man alternativt gå for at sikre autenticitet i billederne? Skal det tages om, hvis øjnene er halvt lukkede? Skolefotoet er i sig selv ret ligegyldigt for samfundet. Men historien er interessant, fordi den siger noget om os. Og det gør reaktionerne i høj grad også. Børnene skal have lov at være børn, ja. Men skal forældrene ikke også have lov til at være forældre på den måde, de nu finder rigtigt?

Annonce