Holstebro

Google Street View-bilen optager i Holstebro: Sådan reagerer folk

Google Street View-bilen, her set i Lystanlægget i Holstebro, har den seneste tid huseret i Holstebro og omegn med nye samt genopfriskede optagelser. Efter optagelserne skal ansigter og nummerplader sløres, så der kan nemt gå omkring et halvt år, inden man kan se bllederne online. Foto: Johan Gadegaard
Opgaven lyder egentlig bare på at følge en rute, men interessen for Google Street View-bilen er så markant, at visse optagelser må tages om, siger chauffør.

Holstebro: Har man det mindste kendskab til Lystanlægget i Holstebro, så har man nok ikke været nede ad den vej, der fører til Lægaard Mølle og Malerhuset.

Med en mølle i forfald gemmer der sig ingen idyllisk plet for enden af grusvejen, og folk bliver derfor væk. Det var indtil ildsjæle de seneste år begyndte at istandsætte Lægaard Mølle, og det er også i denne sammenhæng, at avisen denne dag er på besøg, ganske uforstyrret, indtil en bil helt usædvanligt kommer knasende hen over gruset.

Det er Street View-bilen; Googles lille bil der med et kamera på taget gengiver verden, så man kan placere sig næsten hvor som helst og med egne øjne se, hvordan der ser ud i enhver krog af London, Livorno - eller nu også Lægaard Mølle.

Der går dog seks måneder, inden man vil kunne se på de færdigredigerede billeder, bilen har optaget i Holstebro og omegn den seneste tid, fortæller bilens chauffør, der foretrækker at være anonym (navnet er redaktionen bekendt). Det samme kan siges om bilens færd. Google ser gerne, at man først beretter om dens rejse rundt i Holstebro, indtil den er væk igen.

- Dronningen er vigtig, men Google-bilen...den bliver aldrig overset, forklarer chaufføren om folks interesse.

Så snart den farvestrålende bil øjnes, så vinkes der, laves grimasser, og det der er værre. Bliver reaktionerne for voldsomme eller opfindsomme, så må optagelserne tages om.

- Jeg var i Thorsminde en dag, og her nåede en person at klatre op i en lygtepæl, da vedkommende så bilen. Jeg kunne ikke gøre noget, så det billede kommer med på Street View. I Søndervig kunne jeg næsten ikke komme frem for betonklodser, så der kommer jeg nok igen, siger chaufføren, der også kan berette om nye tiltag: Med en cykeltrailer kommer Street View nu også ud til steder som naturparke, slotte og stier, hvor biler ikke har adgang.

Inde i bilen fortæller en skærm, hvor der skal køres, og hvor der er kørt. I Danmark kører der fire biler rundt, men det er ikke et helårs job.

- Om en måned står solen for lavt til, at vi kan få ordentlige optagelser, siger chaufføren.

Sådan bliver billederne til

Her er ifølge Google fremgangsmåden, når Google Street View skal blive til:

TRIN 1
"Først skal vi køre rundt og fotografere de steder, der skal vises i Street View. Vi holder nøje øje med en lang række faktorer, herunder vejret og befolkningstætheden i de enkelte områder for at finde frem til, hvor og hvornår vi kan indsamle de bedst mulige billeder."

TRIN 2
"For at matche hvert billede med den relevante geografiske placering på kortet kombinerer vi signaler fra bilens sensorer til måling af GPS-data, hastighed og retning. Det giver os mulighed for at rekonstruere bilens nøjagtige rute og endda vippe og justere billeder efter behov."

TRIN 3
"For at undgå huller i 360°-billederne tager tilstødende kameraer overlappende billeder, som vi så sætter sammen til et enkelt 360°-billede. Vi benytter derefter særlige algoritmer til billedbehandling for at mindske "syningerne" og skabe glidende overgange."

TRIN 4
"Hastigheden, hvormed bilens tre lasere reflekteres i overflader, viser os, hvor langt væk en bygning eller et objekt er, og gør det muligt for os at konstruere 3D-modeller. Når du bevæger dig til et område i det fjerne, afgør 3D-modellen, hvilket panorama der skal vises for det pågældende sted."

Kilde: Google.com

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Klar til kamp

Sødag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Duften af kaffe, tryksværte, horn og gifler

Findes der stadig en bager, som sælger gifler og horn? De var på hitlisten - i hvert fald min personlige - i de tidligere 80'ere, når morgenmaden bød på friske rundstykker. Jeg frygter, at det lyse hvedebrød for længst er blevet overhalet af udviklingen i form af mere eksotiske og mættende alternativer. Men måske findes de endnu gemt af vejen på bageste hylde i bagerierne. I givet fald har jeg overset og forsømt dem i årevis. Jeg tror faktisk, at sådan et friskbagt horn med masser af birkes ville gå godt til dagens avis. Jeg vil forsøge at finde et til genlæsningen af disse linjer søndag morgen. Der er nemlig noget at fejre denne søndag. Din søndagsavis fylder år for første gang, og både fødselsdag og søndag rimer for mig på morgenbord med kaffe og friske rundstykker. Og søndag er så småt også begyndt at være ensbetydende med morgenavis. Igen. I min barndom fulgtes søndags-rundstykkerne altid med Jyllands-Posten, og duften af tryksværten hørte derfor med til det samlede sanseindtryk, som for mig indrammede en rigtig søndag morgen. Derfor kom jeg til at tænke på 80'ernes morgenbrød, da jeg skulle skrive om mit eget forhold til søndagsavisen. Efter lange perioder uden en avis på ugens sidste dag har jeg nu i et år haft fornøjelsen af min egen søndagsavis. Og hvor har det været fantastisk at få mulighed for at sende den på gaden. Det har været et spændende år, hvor vi på redaktionen har skullet vænne os til nye arbejdsgange og nye deadlines for at kunne levere en avis alle årets dage. Men mest af alt har det været spændende at få lov til at bruge lidt mere tid og plads på at fortælle spændende historier. Hver uge har søndagsavisen en artikel, som vi bruger lidt mere krudt på end alt det andet. På redaktionen kalder vi den for "den lange", og det dækker den sag eller historie, som vi ruller ud over flere sider og typisk også på forsiden af søndagsavisen. Det handler ofte om et spændende menneske, men som i dag kan det også handle om en sag. I dag følger vi op på en anden 1-års fødselar, nemlig motorvejen. Den prydede også den første søndagsavis, og derfor er det relevant med et kig på, hvordan det nu er gået efter åbningen. I gårsdagens avis fulgte vi også op på en række af de historier, som vi har bragt i løbet af det første år med søndagsavisen. Og det var let at finde spændende sager at genbesøge. Da jeg gennemgik de første 52 søndagsaviser for at udvælge dem, sad jeg tilbage med en umiskendelig stolthedsfølelse over de mange gode historier, vi har fortalt det seneste år. Og med lysten til at fortælle endnu flere. Både i søndagsavisen og i aviserne resten af ugens dage. Det kan virke helt bagvendt at udgive en ny papiravis i en tid, hvor den digitale udvikling presser avisoplag over hele verden ned. Men jeg er glad for, at vi gjorde det. Læserne har vist, at de gerne vil læse avis om søndagen. Det er jeg naturligvis utrolig glad for. Dommedagsprofeter har i årevis spået den trykte avis samme skæbne, som jeg frygter er overgået morgenbrødet fra min barndom. Men jeg tror på, at avisen stadig har en fremtid. Også på papir. Og det i særdeleshed om søndagen, hvor der er endnu mere tid til fordybelse. Og jeg håber, at søndagsavisen efterhånden er blevet en fast del af ritualerne i de Nordvestjyske hjem søndag morgen. Måske er den ovenikøbet med til at præge næste generations opfattelse af, hvad der hører til en rigtig søndag, ligesom Jyllands-Posten var for mig. Om det så er indholdet af avisen eller bare duften af den. Rigtig god søndag!

Annonce