Leder

Når man ødelægger nogens hjem, bør man i det mindste sikre åbenhed og en lynhurtig sagsbehandling

For de berørte mennesker på strækningen er der ingen tvivl om, at en placering i jorden frem for 35 meter over den er at foretrække.

For en række borgere sydvest for Holstebro blev måneders frygt i går afløst af afmagt. Efter lang tids hemmelighedskræmmeri fra Energinet - og dermed Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet - om de konkrete planer for linjeføringen af en ny el-forbindelse, blev det i går offentliggjort, hvor den forventes at ende. Den udskældte 170 kilometer lange forbindelse fra Idomlund til grænsen bliver både synlig og markant i landskabet. Som du kan læse i dagens avis, placerer planerne det nye kabel tæt på flere ejendomme her i området, og beboerne er selvsagt kede af udsigten til stærkstrøm i baghaven.

Infrastruktur i den skala kan ikke anlægges uden at genere enkelte borgere. Men det må altid være ambitionen at finde den optimale løsning - også for de mennesker, som tilfældigvis har deres liv lige der, hvor planerne rammer. På hele strækningen har der været protester og krav om, at strømmen lægges i kabler i jorden i stedet. Det kommer ifølge planerne kun til at ske på 25 af de 170 kilometer - primært i naturområder, hvor der ikke bor mennesker.

På den udlagte strækning er omkring 700 lodsejere så tæt på kablet, at de sandsynligvis kan tilkendes erstatning for generne. Endnu flere ved stadig ikke, om de er købt eller solgt, da det jo endnu kun er et forslag til en placering. Der vil helt sikkert komme indsigelser, og dermed kan andre lodsejere endnu ikke ånde lettet op, selv om de konkrete planer giver en idé om, hvor projektet ender. For de berørte mennesker på strækningen er der ingen tvivl om, at en placering i jorden frem for 35 meter over den er at foretrække. Når man af økonomiske årsager har set bort fra den mulighed, skylder man fuld åbenhed og en hurtig afklaring, så alle berørte kan komme videre.

Indtil nu er har projektet været blottet for menneskelige hensyn. Reelt har flere tusinde været stavnsbundet, og når planerne utvivlsomt ender med at ødelægge nogens hjem, bør man i det mindste sikre åbenhed og en lynhurtig sagsbehandling.

Chefredaktør Søren Egebjerg Pedersen. Foto: Morten Stricker
Annonce
Forsiden netop nu
Sødag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Duften af kaffe, tryksværte, horn og gifler

Findes der stadig en bager, som sælger gifler og horn? De var på hitlisten - i hvert fald min personlige - i de tidligere 80'ere, når morgenmaden bød på friske rundstykker. Jeg frygter, at det lyse hvedebrød for længst er blevet overhalet af udviklingen i form af mere eksotiske og mættende alternativer. Men måske findes de endnu gemt af vejen på bageste hylde i bagerierne. I givet fald har jeg overset og forsømt dem i årevis. Jeg tror faktisk, at sådan et friskbagt horn med masser af birkes ville gå godt til dagens avis. Jeg vil forsøge at finde et til genlæsningen af disse linjer søndag morgen. Der er nemlig noget at fejre denne søndag. Din søndagsavis fylder år for første gang, og både fødselsdag og søndag rimer for mig på morgenbord med kaffe og friske rundstykker. Og søndag er så småt også begyndt at være ensbetydende med morgenavis. Igen. I min barndom fulgtes søndags-rundstykkerne altid med Jyllands-Posten, og duften af tryksværten hørte derfor med til det samlede sanseindtryk, som for mig indrammede en rigtig søndag morgen. Derfor kom jeg til at tænke på 80'ernes morgenbrød, da jeg skulle skrive om mit eget forhold til søndagsavisen. Efter lange perioder uden en avis på ugens sidste dag har jeg nu i et år haft fornøjelsen af min egen søndagsavis. Og hvor har det været fantastisk at få mulighed for at sende den på gaden. Det har været et spændende år, hvor vi på redaktionen har skullet vænne os til nye arbejdsgange og nye deadlines for at kunne levere en avis alle årets dage. Men mest af alt har det været spændende at få lov til at bruge lidt mere tid og plads på at fortælle spændende historier. Hver uge har søndagsavisen en artikel, som vi bruger lidt mere krudt på end alt det andet. På redaktionen kalder vi den for "den lange", og det dækker den sag eller historie, som vi ruller ud over flere sider og typisk også på forsiden af søndagsavisen. Det handler ofte om et spændende menneske, men som i dag kan det også handle om en sag. I dag følger vi op på en anden 1-års fødselar, nemlig motorvejen. Den prydede også den første søndagsavis, og derfor er det relevant med et kig på, hvordan det nu er gået efter åbningen. I gårsdagens avis fulgte vi også op på en række af de historier, som vi har bragt i løbet af det første år med søndagsavisen. Og det var let at finde spændende sager at genbesøge. Da jeg gennemgik de første 52 søndagsaviser for at udvælge dem, sad jeg tilbage med en umiskendelig stolthedsfølelse over de mange gode historier, vi har fortalt det seneste år. Og med lysten til at fortælle endnu flere. Både i søndagsavisen og i aviserne resten af ugens dage. Det kan virke helt bagvendt at udgive en ny papiravis i en tid, hvor den digitale udvikling presser avisoplag over hele verden ned. Men jeg er glad for, at vi gjorde det. Læserne har vist, at de gerne vil læse avis om søndagen. Det er jeg naturligvis utrolig glad for. Dommedagsprofeter har i årevis spået den trykte avis samme skæbne, som jeg frygter er overgået morgenbrødet fra min barndom. Men jeg tror på, at avisen stadig har en fremtid. Også på papir. Og det i særdeleshed om søndagen, hvor der er endnu mere tid til fordybelse. Og jeg håber, at søndagsavisen efterhånden er blevet en fast del af ritualerne i de Nordvestjyske hjem søndag morgen. Måske er den ovenikøbet med til at præge næste generations opfattelse af, hvad der hører til en rigtig søndag, ligesom Jyllands-Posten var for mig. Om det så er indholdet af avisen eller bare duften af den. Rigtig god søndag!

Annonce